Tilmeld nyhedsbrev
December

En simpel syltelage

linje

En syltelage

Det simple er ofte det bedste.

En syltelage er nem og billig at lave, så det giver rigtig god mening at gøre det selv. Hvis du laver en stor portion fx. 500 ml eller 1 L, har du altid en lage stående, klar til lynsyltning.

At have en lage klar til syltning, gør det lige en smule hurtigere at få lavet din egen agurkesalat, syltede rødløg eller syltede gulerødder. Og nogle gange skal det bare gå stærkt.

Denne lage kan bruges til rødløg, agurker og gulerødder som minimum, men du kan også bruge den til at sylte en blanding af grøntager som i min opskrift på råsyltede pickles.

En god ide

December er julemåned og der skal syltes både rødkål, tranebær, æbler, og andet godt som bruges til julemaden.

Midt i denne travle tid skulle jeg lave en new york style bagel med flødeost, røgt laks, kapers og så det skandinaviske aftryk: syltede rødløg. Havde jeg haft en stump agurk var der også røget agurkeskiver med.

Min super lækre bagel og creamcheese kom fra MADE i Guldbergsgade og derhjemme havde jeg alt, undtagen syltet rødløg. Midt i denne proces fik jeg ideen til december måneds opskrift fordi jeg lige stod og manglede lagen, frokost skulle på bordet, og jeg gad faktisk ikke lige lave en lage. Så! Derfor. Har vi nu endnu et sylteglas i dette hus. Fremover har jeg en hjemmelavet lage, klar på flaske når der lige skal lynsyltes.

Jeg tænker, at det er så god en ide, at du simpelthen ikke kan lade være. Du må lave lage.

Blandingsforhold - eddike:sukker:vand

Det hænder at jeg bruger vand i mine lager, men det er sjældent. Jeg har en gang hørt en tommelfinger regel som siger 3:2:1: dvs. 3 dele eddike, 2 dele sukker, 1 del vand, men du kan også gå med 1:1:1 dvs. lige dele eddike, sukker og vand. Jeg har ofte brugt 2:1 dvs. 2 dele eddike og 1 del sukker, men det er vigtigt at afstemme lagen med det du sylter.

Fx kan rødbeder godt tåle en skarp lage fordi de er kan absorbere det. En gulerod derimod er mere fin i smagen og tåler ikke helt så kraftig en lage.

Derudover skal du forholde dig til den eddike du bruger. En 5% lager eddike er noget af det skarpeste. Vineddike og æblecidereddike er mildere i smagen, og balsamico er nok et sted midt imellem. Så smag dig frem og husk at afstemme med det du skal sylte.

Krydderier

Når du laver en lage kan du i princippet vælge alle de krydderier og kombinationer du lyster. Men jeg anbefaler at du holder dig til tre og højest fem forskellige. Som altid når jeg sylter er balance en vigtig parameter og det skal skinne igennem i smagen. Du skal kunne smage forskellige ingredienser, uden at blive bombarderet med så mange at det hele roder lidt. Så hellere få men rigtigt afstemte krydderier.

Den klassiske krydder blanding til sursyltning er peber, gule sennepsfrø og laurbærblade.

Allehånde er et af de krydderier jeg elsker. Det er en pebersort, men den har bare noget særligt.

Sukker

Jeg bliver ofte spurgt om man skal bruge rørsukker eller melis. Det er underordnet. Sødmen og evnen til at konservere er den samme. En lage på rørsukker kan måske se en anelse mere farvet ud, end en lage lavet på melis, men det er marginalt, og de fleste kan nok slet ikke få øje på de.

En sjælden gang imellem kan jeg godt synes at melis er bedre end rørsukker fordi rørsukker har en bitte smule mere smag end melis. Igen, det er marginalt, men når jeg fx. laver lemon curd, så er jeg glad for at bruge melis. Hvis jeg kun har rørsukker hjemme, så bruger jeg det.

Anvendelse

Når du skal bruge din lage er det også nemt.

Tilbered dine rødløg, dine agurker, gulerødder og andre grøntsager ved at skylle, skrælle og skære i mundrette bidder.

Læg grøntsagerne i et sterilt sylteglas, i den størrelse som passer til mængden du sylter.

Overhæld med din lage.

Lad marinere dvs. trække i 15-30 minutter som minimum, gerne et par timer.

Holder sig fint 3-5 dage.

Jeg laver altid små portioner, oftere, så smagen er frisk og sprød.

Ingredienser

Til 3:2:1 lage

500 ml klar lager eddike, gerne økologisk

250 g sukker (eller mere efter smag)

150 ml vand

1,5 tsk. salt

15 hele allehånde (eller sort peber)

2 laurbærblade

1 tsk gule sennepsfrø

Til 1:1:1 lage

250 ml klar lager eddike, gerne økologisk

250 g sukker

250 ml vand

1 tsk. salt

20 hele allehånde (eller sort peber)

3 laurbærblade

Fremgangsmåde

Varm alle ingredienserne i en lille gryde indtil kogepunktet.

Lagen skal kun lige op at koge.

Hæld den varme syltelage på en steril flaske , brug gerne en syltetragt (bred mund) eller en safttragt (smal mund) så du ikke hælder ved siden af.

Krydderierne må gerne komme med.

Opbevar din hjemmelavet lage, klar til brug, på køl eller i køkkenskabet. Den kan sagtens holde sig flere måneder.

Husk at skrive blandingsforholdet og dato på etiketten.

Tip: Når du råsylter samme dag som du skal servere, så brug en afkølet lage i stedet for en kogende lage- det vil forlænge grøntsagernes sprødhed.

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter

Læs også

Syltede agurker (drueagurker)

August
Få opskriften >

Æblechutney med valnødder

September
Få opskriften >

Syltede abrikoser

Marts
Få opskriften >

Chilicashews

Februar
Få opskriften >

Pærechutney

September
Få opskriften >

Syltedronningens buttede blommer

August
Få opskriften >