Jeg har været afsted på madens folkemøde 2019 på Engestofte gods og det har været nogle indholdsrige dage med masser af netværk, god mad, vidensdeling, inspiration og godt selskab. Der var over 150 aktiviteter, foredrag og debatter på de to dage, og det var umuligt at nå alt det jeg gerne ville.
Højdepunkterne for mig var:
- mødet med Jan Krag Jacobsen, som fandt på navnet Syltedronningen
- mødet med mit smørrebrøds idol Adam Aamann
- kirsebær likør fra Frederiksdal
- debat om hvordan små fødevareproducenter får succes og detailhandelens rolle i det
- flæskestegssandwich med syltede agurker og rødkål fra Meyers
- kanel snurre
- god dansk rødvin
- poetisk og fængende oplæsning af Thure Lindhart
- friskrøget rygeost fra Løgismose
- debat "den første nadver" om fremtidens madkultur i danmark
Adam Aamanns indslag hed "bevar den gode sild", og han viste i korte træk hvordan man marinerer en saltet sild. Spændende dansk håndværk som gav mig lyst til selv at prøve. Sild er ikke noget jeg normalt dåner over, men den vi smagte var fed og frisk og fuld af kød. Den har jeg lyst til at mestre, nu må vi ses om det lykkedes. Ihvertfald er jeg også i tænkeboks omkring sylt til fisk, det skal vi have lidt mere af. Jeg fik også smagt på FANGST brislinger som er et interessant, dansk produkt og her fik jeg straks en ide til sylt, som passer til dansk fisk på dåse.
Desværre glemte jeg at tage et billede til forevigelse af mit møde med Jan Krag Jacobsen, så det må blive ved historien. Jeg havde ikke mødt Jan Krag Jacobsen før, og det er ham som opfandt navnet Syltedronningen, så han er ganske væsentlig i historien om syltedronningen. Læs historien her.
Som regel overnatter jeg hos venner og bekendte når jeg rejser rundt i Danmark, det er hyggeligt og med en lokal vibe. Men når jeg kommer til Lolland, bor jeg hos Rikey og Reynir, som har det underskønne B&B Fjelde Guesthouse. Det er faktisk som at bo hos nogle man kender. Her er nøgleordene upcycling, afslappet atmosfære og hjemlig hygge. De to kan noget ganske særligt hver for sig og sammen, og jeg elsker at bo hos dem. I skrivende stund sidder jeg på mit værelse og hører børneleg og fuglekvidder imens jeg fordøjer en lækker morgenmad hvor syltet tilbehør er hjemmelavet af Reynir, husets mand. Her er en autencitet og omsorg på ærlig vis. En helt igennem super B&B oplevelse som jeg varmt kan anbefale.
Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!
Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.
Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.