Tilmeld nyhedsbrev
Syltedronningens verden

10 bedste sylteopskrifter med æbler

linje
Senest opdateret:
17.11.2019

Æbler

Æbler er helt uundværlige i syltekøkkenet. De kan bruges på utallige måder, de giver sødme, syrlighed, fylde og pektin. Fra mit foto arkiv delte jeg for nylig et billede af 2 hænder (mine), som holder et kæmpe stort bramley æble, og billedet af de udstrakte hænder fik mig i gavmildt humør.

At give er en gave i sig selv

Syltning med æbler

Mit oplæg på instagram og facebook lød "skriv om din ynglings sylteopskrift med æbler og jeg vælger den opskrift/beskrivelse som på en eller anden vis topper de andre".

Tak for alle de skønne forslag! Det var svært at vælge, men til sidst og slut har jeg skænket min bog til Gunn Strange Mow, som kom med dette forslag:

"Jeg tror det æble [bramley] er perfekt til æblemos med revet peberrod. Det skal nemlig være et æble der koger ud (eksploderer), så det ikke ender med at være æblemos hvor saften er rendt ud af æblet".

Jeg synes især at det er en god beskrivelse, at saften ikke må ende med at rende ud i æblemosen, og det er derfor vi godt kan lide at sylte med et æble som koger hurtigt ud. Og så kan jeg godt lide at peberrod bliver matchet med det søde æble og peberrod er også fantastisk til syltning, ofte omtalt som Nordens wasabi. Men hvorfor bruge wasabi når vi har dansk peberrod? Jeg tænker også, at en æblemos kan bruges til mange retter, men også koges ind til æblesmør, og æblesmør med peberrod, det har jeg ikke prøvet endnu!

Af de mange, mange gode forslag som I sendte ind, har jeg samlet en liste med 10 af dem, så du kan blive inspireret til at sylte mere med æbler. Nogle er søde, nogle er salte og nogle er midtimellem. En af mine egne favoritter er æblesmør med ingefær (den finder du i min bog), men her op til jul er jeg forfalden til æblesmør med julekrydderier, og min æbledadel chutney, ja den holder hele året rundt og kan iøvrigt købes i skønne butikker så som Krukkerne, Gertruds, Country Market, Amandus og SMAGDansk.

Jeres 10 bedste sylteopskrifter med æbler:

1. Æblemos med revet peberrod

2. Æblechutney med løg & timian eller rødløg & krydderier

3. Æblesyltetøj med bergamotte og mandler

4. Æblesmør med nelliker, ingefær, kanel & allehånde eller æblesmør med kanel

5. Æblechutney med rosiner, peberrod & sennepsfrø eller æblechutney med timian & pinjekerner

6. Æblegelé eller paradisæblegelé

7. Æblemarmelade med rosmarin, timian, rom eller whisky

8. Karamelæblekompot

9. Æblemarmelade med havtorn

10. Æblemarmelade med abrikos

Derudover var der Jespers dessert opskrift: "Min bedste opskrift med æbler (m.sylt) er i en dessert. Æbledrøm: Den består af en æblesorbet på lag af æbletern råsyltet i rørsukker, vanilje lidt citron saft/skal - på en bund af knust makron - toppet med håndpisket flødeskum og makronstøv. Man bør naturligvis selv lave æblejuice til sorbeten."

Og Janni's opskrift på æblesyltetøj med bergamotte: "1 bergamotte med skal (delt i både, der skæres i fine skiver på tværs) til 1 kg æbler er passende. Desuden 250 g sukker 1/2 dl vand og evt 1 tsk vanillesukker. Koges til bergamotteskallerne er møre. OBS: Bergamotte kan kun købes om vinteren, men klarer fint at blive frosset hel til senere brug.

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter