Tilmeld nyhedsbrev
November

Æblesmør med julekrydderier

linje

1 November

Her på Novembers første dag skal vi have fat i en af mine yndlingsylterier, nemlig æblesmør. Æblesmør er en smørbar, krydret, indkogt æblemos og indeholder ikke smør. Det kan bruges i stedet for smør og bliver smørbart fordi det koges ind til en tyk konsistens.

Genialt

Æblesmør er genialt. Min favorit er æblesmør med ingefær og den opskrift finder du i min bog. Pæresmør med kardemomme er en anden af mine favoritter, men denne krydrede æblesmør med kanel, nelliker og allehånde er helt perfekt op til jul. Det smager af både efterår og jul, og det er dejlig cremet uden af være fedt ligesom lemon curd. Forstå mig ret, lemon curd, eller den lidt frække udgave mojito curd, er også helt uimodståeligt, men julen er fed nok så her går jeg udenom curd.

Lav en stor portion krydderiblanding

Denne version er krydret efter Killa Ennas opskrift, men du kan selvfølgelig ændre på krydderiblandingen og lave helt din egen. Hvis du vil lave æblesmør flere gange henover efterår og vinter, er det en god ide at lave en stor portion krydderiblanding på en gang. I så fald kan du gange mængden af nelliker, allehånde og kanel med 10 og så bruge 1/10 af det du laver, eller så meget du synes til smagen sidder lige i skabet.

Det kan virke underligt, at der skal tilsættes salt, men det fremhæver smagen, gør den mere fyldig. Du kan udelade, og hvis du er i humør til at eksperimentere så prøv både med og uden.

Du kan bruge farin i stedet for muscovado sukker, men muscovado har langt flere smagsnuancer.

Hvilke æbler skal jeg bruge?

Måske spørger du, hvilke æbler skal jeg bruge ? Mit korte svar er: dem du har. Det er klart at der er stor forskel på æbler, og man kunne måske arbejde sig frem til det bedste æble til æblesmør med en stribe af forsøg, men syltning kan hjælpe dig med at bruge nogle æbler du ikke får spist, nogen du har fået af en nabo, eller nogen du kan plukke kvit og frit i skoven. Så brug dem du har i stedet for at smide dem ud.

Hvis du har lyst til andre opskrifter med æbler så kan jeg anbefale min æbledadel chutney som jeg plejede at kalde "elske æblechutney". Det er virkelig en stor favorit hos mange og hos mig er den uundværlig til biksemad, diverse rester og selvfølgelig ... boller i karry!

TIP: Hvis din æblesmør bliver en anelse for tynd, så brug den som topping på grød og yoghurt eller som fyld i kager og brød. Smager suverænt.

Ingredienser

1 kg æbler, skyllet, uden stilk, med skrog

1 dl vand

100 g muscovado sukker (mørk eller lys), eller brun farin

50 g rørsukker (kan udelades)

8 stk hele nelliker

10 stk hele allehånde

2 stykker ægte Sri Lanka kanelstang, ca 10 cm ialt

¼ tsk friskrevet hele muskatnød

1 tsk havsalt

Fremgangsmåde

Vask æblerne og skær dem i grove stykker, ca. 6-8 stykker pr. æble

Dæk bunden af en passende stor gryde med 1 dl vand, tilsæt æbler og bring i kog.

 

Lad simre med låg på i ca. 30 minutter, indtil æblerne er helt bløde og møre, gerne lidt udkogte.

Imens laver du krydderiblandingen:

Rist nelliker, allehånde og kanel i mindre stykker på en mellemvarm pande indtil de dufter, ca. 3-5 minutter.

Kværn dem i en kaffekværn til en fin pulver.

 

Si æblerne gennem en fin sigte til en mos.

Smid resterne ud.

 

Hæld mosen tilbage i gryden og tilsæt sukker, krydderiblandingen, revet muskatnød og salt.

 

Kog på medium varme, uden låg, i 45 minutter eller mere, indtil mosen er tyk og mørk og falder meget langsomt sammen når du skraber bunden med en ske.

Rør ofte under kogningen men pas på, den varme æblesmør sprutter nemt og det gør naller, brug gerne en træske med langt skaft.

 

Smagtil og tilsæt eventuelt flere krydderier, sukker eller salt.

 

Kom det varme æblesmør på steriliserede sylteglas og luk med det samme.

Kan opbevares i 6-9 måneder før åbning, og 2-4 uger efter på køl.

 

Rigtig god fornøjelse!

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter

Læs også

Syltede agurker (drueagurker)

August
Få opskriften >

Æblechutney med valnødder

September
Få opskriften >

Syltede abrikoser

Marts
Få opskriften >

Chilicashews

Februar
Få opskriften >

Pærechutney

September
Få opskriften >

Syltedronningens buttede blommer

August
Få opskriften >