Tilmeld nyhedsbrev
April

Ribssirup

linje

Ribssirup

- eller 2 i 1

Det er ikke så tit jeg laver sirup, men på denne årstid skal jeg have ryddet op i min fryser for at gøre plads til nye råvarer som kommer i 2021 sæsonen. Det er en kærkommen anledning til at bruge nogle kilo ribs, og her blev det siruppen som løb af med sejren.

Undervejs gik der kreative karla i mig så jeg fandt på at bruge halvdelen af ribssaften til at lave saft, og halvdelen til sirup. Det var en rimelig stor portion ribs så det passede helt fint at få to forskellige produkter ud af den portion.

Saft, syre og holdbarhed

Når vi sylter saft bliver det indimellem til store mængder og derfor skal det kunne holde i nogle måneder. Til juni når vi sylter hyldeblomstsaft starter vi med friske blomster, som står og safter i flere dage. Hvis det er varmt udenfor er det risikabelt fordi det nemt gærer ved højere temperaturer. Bl.a. derfor tilsætter vi citron og/eller vinsyre som nedsætter pH værdien og gør det ugunstigt for bakterierne.

Men ribs har en naturlig høj syrlighed og derfor vælger jeg at køre uden livrem og seler på både saft og sirup. Begge dele bliver sat på køl fra start, og jeg bruger aldrig atamon. Så hellere være extra omhyggelig eller smide ud hvis det går galt.

Jeg hører rigtig tit at hyldeblomstsaft begynder at gære (mens de trækker) eller mugner (når de er fyldt på flaske) så lige med hyldeblomstsaft kan du gøre følgende for at nedsætte den risiko:

  • lade saften trække på køl (men det kræver plads)
  • tilsætte en hel del citronsaft (eller citronsyre) og vinsyre
  • lægge de påfyldte flasker på frost

Serveringsforslag

Sirup kan bruges som topping på is, yoghurt og grød og naturligvis som mixer i drinks og spritzer (med eller uden alkohol).

Du kan også spice en frugtsalat med et skvæt sirup og lidt nødder.

Og hey, måske skal vi have en kaffesirup en dag! Den skriver jeg i kalenderen.

Ingredienser

1,5 kg ribs

2 dl vand

400 g sukker, delt i 150 g og 250 g

Fremgangsmåde

Start med at tø ribs op natten over.

Tip: Jeg kan godt lide en langsom optøning fordi det giver en del væske at starte ud med samt nedsætter kogetiden fordi jeg kan være sikker på, at bærrene er fuldstændig optøet.

Kog ribs i en 3 L stor gryde med 2 dl vand indtil bærrene er bløde, let smattede og saften er kogt ud, ca. 20 minutter.

Si væske fra, mål den op.

Del saften i to hvis du gerne vil have både saft og sirup.

Du har ca. 500 ml væske til saft og 500 ml væske til sirup.

Kog først saften dvs. hæld 500 ml saft tilbage i gryden og tilsæt 150 g sukker (100 g er sødt nok til min smag).

Kog ind i 5-7 minutter indtil saften er blevet en anelse tyk.

Hæld den herefter på en steril flaske og luk flasken til med et sterilt/skoldet låg.

Kog dernæst siruppen dvs. hæld 500 ml saft tilbage i gryden og tilsæt 200 g sukker.

Kog ind i 7-10 minutter indtil saften er blevet sirups tyk.

Det kræver lidt håndelag fordi den bliver tykkere når den køler ned. Kog den hellere for kort tid end for længe, så kan du altid koge efter hvis den var for tynd. Hvis det bliver for tyk er det mere bøvlet at få den tynd igen - og måske bliver den så tyk at den sidder fast i flasken! Det har jeg prøvet.

Hæld den spil-varme sirup på en steril flaske og luk med et rent låg.

Opbevar både saft og sirup på køl.

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter

Læs også

Syltede agurker (drueagurker)

August
Få opskriften >

Æblechutney med valnødder

September
Få opskriften >

Syltede abrikoser

Marts
Få opskriften >

Chilicashews

Februar
Få opskriften >

Pærechutney

September
Få opskriften >

Syltedronningens buttede blommer

August
Få opskriften >