Smagen af Danmark
I disse dage er jeg dybt inspireret af serien Smagen af Danmark på DR. Morten Lindberg aka Master Fatman, er den mesterlige vært og jeg vil gense alle programmerne for at høre hans stemme og se det rum han skaber med sin undren og nysgerrighed på mennesker og madhåndværk. Morten Lindberg siger b.la. at ”det land vi bor i, det smager af helt vildt mange forskellige ting”, og det har han så inderligt ret i. I sæson 1, afsnit 4 i Smagen af Danmark skulle jeg lære Morten Lindberg at sylte. Det var en dejlig dag i Mortens selskab, en mand med kæmpe-kosmisk-kærlighed og nærvær. Morten Lindberg døde d. 26 marts og han blev begravet i dag d. 13 april. Ære være hans minde.
Fermentering
Syltning og fermentering er jo søstre i konservering. Ligesom saltning, røgning og tørring. Syltning er min første kærlighed, men hvor er det spændende at forstå og sætte sig ind i hvilke smagsnuancer de andre konserveringsformer kan fremelske. Fermentering er jo vitterlig levende med mælkesyrebakterier, kefir svampe, vandkefir perler og scobyer, og rummer noget råt. Det er som om naturen råder. Det kan være svært synes jeg at nå et godt resultat fordi gæringen er en levende proces som skal observeres og have de helt rigtige betingelser for at resultatet bliver som vi ønsker. Men læring er altid for mig et godt incitament til at gøre noget jeg ikke har forstand på, så jeg må allierede mig med nogen som elsker at fermentere!
Syltet tang
I afsnittet om fermentering og tang går Morten Lindberg tæt på tang, og kokken i restauranten siger, at hun ville sylte den tang som han og Thomas Laursen har høstet. Jeg har stor respekt for de mange kokke, som med stor faglig viden, nysgerrighed og dristighed udforsker nye grænser og smage og man skal aldrig sige aldrig. Men syltet tang…. Ved ikke rigtig hvad jeg skal mene, så jeg venter spændt til en dag jeg får smagt det.
Kan alt syltes?
Ja og nej. Det skal nemlig smage afsindig godt, ellers skal det ikke syltes. Der er også nogle råvarer som vi bare skal nyde mens de er her, fx asparges. Den sørgelige dåse version af den smukke, spændstige og elegante asparges, er forarbejdet til ukendelighed, og det har intet med forædling at gøre. Efter min mening. Jeg har forsøgt at sur-sylte asparges, men den smukke grønne farve forsvandt, ligesom sprødheden ikke var den samme.
Smagen af hjemmelavet
I serien Smagen af Danmark var Morten Lindberg rundt i hele Danmark og møde madhåndværkere, som havde styr på et helt specifikt område af det danske spisekammer. Jeg håber du får set serien og bliver inspireret til selv at gå dybere ned i et område af dit køkken. Smagen af hjemmelavet er nemlig svær at slå.
Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!
Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.
Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.