Tilmeld nyhedsbrev
Syltedronningens verden

Interview med Ostesnak

linje
Senest opdateret:
1.5.2021

Uadskillelige

Camilla Bojsen-Møller ejer firmaet Ostesnak og vi har en stor fælles berøringsflade nemlig ost og syltet tilbehør. Rigtig meget syltet tilbehør går godt til ost, og omvendt. Ost og sylt er som pølser og ketchup – uadskillelige.

For nylig nød vi en ostemad med æblesmør i mit syltekøkken, og jeg fik endelig lejlighed til at stille Camilla et par oste-spørgsmål som jeg har længe har funderet over.

Camillas svar gav rigtig god mening og samtalen lød nogenlunde sådan her:

Camilla, vi er mange, som fredag eller lørdag aften laver et ostebord for at slippe hurtigt og lækkert omkring middagsmaden. Desværre er det nemt at falde tilbage på de oste og det tilbehør vi kender og det kan blive lidt ensformigt. Hvad gør du når du skal sammensætte et måltid med ost og syltet tilbehør så det bliver nyt og spændende hver gang?

”Jeg kender godt problemet, og jeg har tre ideer til en løsning.

Gul-hvid-blå

Den første hedder gul-hvid-blå. Det vil sige, at du udvælger en gul, en hvid og en blå ost til dit ostebord. Det vil sige en fast lagret ost, en hvidskimmelost og en blåskimmelost.

Det er nemt at huske gul-hvid-blå og det giver rig mulighed for en mangfoldig smagsoplevelse med variation i både smag, konsistens og udseende. Hvis du foretrækker fem oste anbefaler jeg at tilføje en rødkit ost samt en gede- eller fåreost.

Den næste handler om at skabe synergi imellem ost og tilbehør. Det vil sige, at du til en syrlig ost, fx gedeost, serverer noget syrligt tilbehør som fx solbær, stikkelsbær eller måske lemon curd. Det syrlige i osten fremhæves af det syrlige tilbehør og forstærker smagsoplevelen. På samme måde vil syltede valnødder til en nøddeagtigt Comté fremhæve nøddesmagen i osten og skabe synergi.

Alternativt kan du skabe kontraster. Til eksempelvis en fed ost kan du servere syrligt eller bittert tilbehør. Det syrlige og bitre står i kontrast til det fede og skaber en kontrast som giver balance. Ligeledes kan du til en saltet blåskimmel servere sødt tilbehør, fx blåbær syltetøj eller æblesmør, for at skabe kontrast. Samtidig er det søde med til at tæmme den blå ost. ”

Fem ideer til ostebord + tilbehør

1. Comte + æbledadel chutney

2. Brie + solbær rom syltetøj

3. Crottin gedeost eller skimmel ost + bagte rødløg

4. Filino salami + hot dog relish

5. Gorgonzola + rustik rabarber syltetøj


Hvilke oste kan du selv lave?

Rygeost er, så vidt jeg har forstået, en original dansk oste og jeg har hørt, at man kan lave den selv. Det har jeg altid været lidt nysgerrig på, så jeg spurgte Camilla hvilken ost hun ville anbefale hvis man skulle have lyst til selv at lave ost.

”Ofte kræver det udstyr og specielle ingredienser at lave ost, men du kan starte helt simpelt med en friskost. Friskost laves ved at opvarme mælk og tilsætte eddike. Herefter skiller mælken og deles i valle og ostekorn. Til sidst sigter man vallen fra og tilbage er ostekornene som du salter og som udgør friskosten. Voila!"

Du kan se Camillas opskrift på ricotta her. Sådan en friskost kan bruges som ricotta, der i øvrigt betyder ”kogt to gange” på italiensk.

Camilla har også selv lavet feta og halloumi, men de kræver bl.a. osteløbe og specielle forme." Rygeost har jeg ikke lavet selv endnu", fortæller Camilla.

Tip: Brug oste- og sylteresterne til hapsere

Camilla har et godt tip til at bruge oste- og sylteresterne nemlig hapsere. En hapser er en kniks, et stykke brød, et lille stykke knækbrød eller lignende, serveret med en bid ost, syltet tilbehør og grønt garniture. 4 lag. 1 hapser.

Her er nogle ideer:

Ristet rugbrød, saint agure, honning syltede valnødder/pistacie nødder

Knækbrød, fetaost, blommesyltetøj, kørvel

Baguette, brie, chili syltetøj

Om Ostesnak

Ostesnak er et osteunivers fyldt med viden og inspiration om ost. Camillas mission med ostesnak er at vise vejen til bedre osteoplevelser og det gør hun bl.a. ved at tilbyde online ostesmagninger og læring i online osteskole.

Med ostesnak kan du blive klogere på ost, blive bedre til at udvælge og servere oste så dit ostemåltid bliver en intens smagsoplevelse. Historierne bag ostene er også med til at give en større smagsoplevelse og derfor har Camilla også lanceret osteruten. Osteruten er et landkort, som fører dig til gode osteoplevelser i Danmark.

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter