Tilmeld nyhedsbrev
August

Syltedronningens buttede blommer

linje

Blommer i august

I august begynder blommer og mirabeller at modne og lige pludselig vælter de frem. Det er ikke hvert år, at blommetræerne giver mange dejlige frugter, men i år ser det godt ud.

I facebook gruppen Alle Os Der Sylter, er der mange, som efterlyser gode opskrifter på blommer. Min opskrift på buttede blommer bliver ofte nævnt, og for nylig kom den så på banen igen. Samtidig havde jeg sent i går aftes sneget mig ud til en "nabo" i Allerød for at plukke af hendes blommetræ. Jeg havde eftersøgt blommer i den lokale Allerød facebook gruppe, og Sanne meldte sit blommetræ på banen med det samme.

Det var små, fine opalblommer. En dejlig blomme, der er fast i kødet og giver et stort udbytte. Når de er faste i kødet er det nemt at udstene blommerne. Skær dem over på midten og hiv stenen ud med fingrene. Det er hurtigt og kan også være en smule meditativt hvis du har mange. Så kan du give dig hen til opgaven, og lade tankerne fortabe sig i den.

Sannes træ var et sandt overflødighedshorn af blommer. Det var podet, så i toppen var der victoria blommer og vist nok også en tredje sort.

Det tog Sanne og jeg ca. 20 minutter at plukke 6,7kg så nu er der nok til rigtig mange glas buttede blommer.

Mens vi gik og plukkede, nævnte Sanne, at hun en gang havde syltet blommer som var blevet lidt karamelliseret, og det var hendes familie vilde med. De husker stadig, og hun ville så gerne kunne lave det igen.

Når vi sylter blommer i ovnen sker der noget andet end i gryden. Det er som om den tørre varme karamelliserer sukkeret på en anden måde end i gryden. Det er helt sikkert kemi, men bedre kan jeg ikke forklare det.

Derfor tænker jeg i dag på Sanne og besluttede at udgive min elskede opskrift på buttede blommer her på siden så den kan leve videre hos Sanne - og hos dig. Det er vist det der på engelsk hedder serendipity - et lykketræf så nu kan Sanne lave buttede blommer til din familie.

Buttede blommer

Buttede blommer er blomme marmelade med et sjovt navn. Navnet buttede blommer fandt jeg på da jeg for mange år siden, helt tilbage i 2014, første gang syltede blommer i ovnen. Du kan lave dine egne buttede blommer med mange forskellige slags blommer. De bliver først buttede når du sylter dem i ovnen ;)

Rigtig god fornøjelse!

Ingredienser

1 kg sveskeblommer (eller anden sort)

400- 500 g syltesukker

Saft af 1 citron

1/2 - 1 stang flækket vanilje (kan udelades - brug evt. skallen fra citronen i stedet for, hvis den er økologisk)

Fremgangsmåde

Varm ovnen op til 180 C.

Udsten blommerne og skær dem i halve og/eller kvarte, lidt afhængig af hvor store de er.

Skrab kernerne ud af vaniljestangen og mas dem, med den flade side af en kniv, sammen med 1 spsk. sukker så du får "vaniljesukker".

Bland blommer, sukker, vaniljesukker og citronsaft i en ren bradepande.

Placer bradepanden i midten af den varme ovn og bag i 20-30 minutter, eller til syltetøjet er færdig.

Rør i blommerne jævnligt så de ikke brænder på og saften fordeles jævnt imellem blommerne.

Når syltetøjet er færdigt, skal det være tykkere, men ikke tørt.

Lav eventuelt geleringstesten hvis du er i tvivl.

Hæld den helt varme syltetøj på steriliserede glas med det samme (hot-fill) og luk til med et sterilt låg.

Hvis du senere hører et "pop" så ved du, at glasset er hermetisk forseglet og så kan holde sig rigtig længe på din køkkenhylde.

Tip:

Du kan varme dit syltesukker i ovnen i 5-10 minutter (gerne tildækket med et stykke bagepapir) før du blander det med blommerne. På den måde kan du nedsætte tilberedningstiden en smule.

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter

Læs også

Syltede agurker (drueagurker)

August
Få opskriften >

Æblechutney med valnødder

September
Få opskriften >

Syltede abrikoser

Marts
Få opskriften >

Chilicashews

Februar
Få opskriften >

Pærechutney

September
Få opskriften >

Salsa Verde

Juli
Få opskriften >