Tilmeld nyhedsbrev
September 2021

Pære Chutney

linje

Åh, at spise en pære

Friske, modne, faste pærer smager ganske enkelt fantastisk, hvis du spørger mig. Min mor havde et pæretræ som hun med stor begejstring bestøvede og passede så der hvert år kunne komme så mange af de skattede frugter som muligt. Hun talte dem og delte ud så alle fik nogenlunde lige mange. Det vil jeg aldrig glemme. Min mor var egentlig ikke et have menneske, men pæretræet som voksede op ad muren i sommerhuset havde hun forelsket sig i.

Men pærer kan hurtigt blive bløde og melede og så er de rigtig gode at lave chutney af. De skal ikke gå til spilde!

Din pærechutney

Du kan selvfølgelig bruge alle pæresorter til din chutney, men de store sorter er nemmest at tilberede. Lucas og Concorde sorterne er store, men brug dem du kan skaffe så du ikke går i stå inden du er kommet i gang!

Den skarpe læser vil bemærke, at der ikke er nogen eddike i denne opskrift, og det er der ellers altid i en chutney. Som alternativ til eddike bruger jeg citron- og limesaft som også er syrligt. Det gør jeg fordi pærer har en meget mild smag, og det går bedre i spænd med citrussaft som ikke er helt så syrligt som eddike.

Sultana rosiner lærte jeg at bruge af min farmor. De er lysere i farven, lidt tørrere og ikke helt så søde som andre rosiner. Du kan selvfølgelig bruge de rosiner du har, eller helt undlade, men det giver noget at tygge i, og lidt sødme. Hvis du bruger rosiner kan du måske skære ned på mængden af tilsat sukker, men husk: smag dig frem.

Pærer er ligesom æbler også forskellige i konsistensen. Nogle pærer har svært ved at koge ud - fx clara friis - mens andre nemt koger ud. Så afhængig af hvilken pæresort du bruger (og hvor længe ud koger), får du enten en homogen, lind chutney eller en rustik chutney med tydelige pærestykker.

Dette er en meget lille portion, som passer til 1 glas. Brug en lille gryde så du samler chutney under kogningen. Hvis gryden er for stor vil chutneyen måske koge ud/væk og blive for tør før den er færdig. Kogningen er vigtig for at smagen udvikler sig.

Tips til opskriften

1. Det er lækkert at rosinerne kommer i til sidst så de ikke koger med. På den måde bliver de ikke så bløde men bevarer fastheden og biddet.

2. Fjern stjerne anis før du sætter chutneyen på glas eller lad den ligge hvis du foretrækker, at smagen af stjerne anis intensiveres over tid.

3. Du kan sagtens undlade at skrælle pærerne. Det giver lidt mere bitterhed og en anden farve.

Ingredienser

6 pærer (fx lucas eller concorde)

75 g muscovado sukker, farin eller rørsukker

3 kviste timian (bladene, ikke stilken), eller 1/2 tsk. tørret timian

1 rød chili, skåret i fine skiver med frø og frøvægge

2 cm ingefær, fintrevet

Saft og skal af 1 økologisk citron

Saft af 2 lime

1 stjerne anis

1 tsk. salt

60 g sultana rosiner (kan udelades)

Fremgangsmåde

Skræl og udkern pærerne og skær dem i tern.

 

Kom pæretern, muscovado sukker, timian, chili, ingefær, citronskal og saft, limesaft og stjerne anis i en gryde.

 

Rør godt sammen og bring i kog.

 

Kog sagte i 30-45 minutter med låg indtil pærerne er bløde.

Tilsæt salt lidt ad gangen og smag til.

 

Tag gryden af varmen når chutneyen er klar og vend rosinerne i med det samme.

Hæld den varme chutney på rene, sterile glas og luk straks til med rent låg.

 

Server til en sandwich, et stykke kød, til et ostebord eller til tapas.

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter

Læs også

Syltedronningens buttede blommer

August 2021
Få opskriften >

Salsa Verde

Juli 2021
Få opskriften >

Stikkelsbær kompot

Juni 2021
Få opskriften >

Rabarber chutney

Maj 2021
Få opskriften >

Ribssirup

April 2021
Få opskriften >

Toddy mix

Marts 2021
Få opskriften >